May 17, 2023

Nilfisk leverer Q1 regnskab: Stærk pengestrøm og resultater på niveau med virksomhedens forventninger

Nilfisk leverer en omsætning for første kvartal i 2023 på 256,4 millioner euro på niveau med forventningerne og bekræfter sine forventninger til 2023. To af virksomhedens strategisk vigtige vækstområder, Service og Specialty, leverer solid organisk vækst på henholdsvis 6,5% og 6,9%.

Kategori:

Nilfisk, en førende global leverandør af professionelt rengøringsudstyr og -services, leverer en omsætning på 256,4 millioner euro i årets første kvartal.

 

“Jeg er meget tilfreds med, at vi strategisk er på rette kurs. I første kvartal af 2023 leverer to af vores vigtige strategiske prioriteter, Service og Specialty, stærk organisk vækst. Overordnet set er kvartalet negativt påvirket af den globale økonomiske afmatning, særligt i Europa og i mindre grad Nordamerika, mens Asien- og Stillehavsregionen klarer sig rigtig godt,” siger Torsten Türling, Nilfisks administrerende direktør.

 

Den stærke organiske vækst på 6,5% i virksomhedens service-forretning og 6,9% i specialty-forretningen bidrog positivt til omsætningen. Den brandede del af virksomhedens professional-forretning bidrog med organisk vækst på 1,7%, mens detailsalget til private og Nilfisks produkter til detailsegmentet faldt organisk på niveau med de respektive markeder med henholdsvis 25,4% og 39,5%. Samlet set resulterede det i et organisk fald i omsætningen på 2,0% sammenlignet med første kvartal i 2022.

 

EBITDA-marginen landede på 11,0% fra et niveau på 14,2% for samme kvartal sidste år. Frie pengestrømmene steg væsentligt med 35,8 millioner euro sammenlignet med samme kvartal sidste år til 13,1 millioner euro. Samtidigt er Nilfisks investeringer i forretningsplanen, Business Plan 2026, fortsat ind i første kvartal af 2023.

 

Udligning af inflationspres bidrager til en stærk bruttoavance
Inflationen og de globale makroøkonomiske udfordringer er ligesom i 2022 et tema i 2023. Det påvirkede især virksomhedens europæiske marked og i mindre grad det nordamerikanske marked, mens Asien og Stillehavsregionen klarede sig godt og leverede solid organisk vækst på 10,2% for kvartalet. Nilfisk fortsatte sine prisjusteringer, der påvirkede rentabiliteten positivt på tværs af alle regioner. Som følge heraf opnåede Nilfisk en bruttoavance på 40,2% for første kvartal, hvilket er det bedste resultat i de seneste fem kvartaler.

 

“Resultatet for første kvartal er på linje med Nilfisks forretningsplan, på trods af de makroøkonomiske udfordringer, vi oplever i øjeblikket. Efterspørgslen efter den brandede del af vores professionelle forretning er fortsat stærk og bidrager positivt til kvartalsresultatet, hvilket delvist opvejer faldet i omsætningen, som vi især ser i detailsalget til private,” siger Nilfisks administrerende direktør Torsten Türling.

 

Nilfisk bekræfter forventninger til 2023
Nilfisk bekræfter de finansielle forventninger til 2023, som blev kommunikeret i virksomhedens årsrapport for 2022. Den nuværende makroøkonomiske usikkerhed forventes at fortsætte i 2023, og det forventes at føre til et vist fald i volumen, især på det europæiske marked. Omsætningsvæksten forventes at være mellem minus 2% til 2%, som understøttes af de prisjusteringer, der blev gennemført i 2022 samt en betydelig ordrebog ved udgangen af 2022. Negativ organisk vækst for helår 2023 forudsætter en forværring af de nuværende handelsbetingelser.

 

Intervallet for indtjeningen (EBITDA-margin før særlige poster) forventes at være mellem 12% og 14%.

Læs hele Q1 2023 rapporten her

Billeder af Nilfisk og ledelsen kan hentes her

Nøgletal for Q1 2023

Nilfisk Interim Report Q1 2023 Keyfigures1
Nilfisk Interim Report Q2 2023 Keyfigures1
Pressekontakt

Nynne Jespersen Lee

Head of Corporate Communcation

T: +45  42310007

M: njespersen@nilfisk.com

 

Om Nilfisk
Nilfisk blev grundlagt i 1906 af den danske ingeniør P.A. Fisker.

I dag er virksomheden en førende global leverandør af professionelle rengøringsmaskiner og tjenester. Mere end 90 procent af salget er til professionelle, mens den resterende del af forretningen rettet mod forbrugere dækker gulvplejeudstyr, støvsugere og højtryksrensere.

 

Nilfisks produkter og tjenester sælges i mere end 100 lande og produceres på 9 produktionsfaciliteter over hele kloden. De største produktionsfaciliteter er i USA, Mexico, Ungarn, Italien og Kina.

 

Et samlet antal på ca. 4.700 medarbejdere skabte i 2022 en omsætning på 1.069,5 mEUR.

 

Det største enkeltmarked er USA, der dækker 30% af omsætningen efterfulgt af Frankrig (11%), Tyskland (10%), Storbritannien (5%) og Danmark (4%)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og følg vores rejse mod mere intelligent rengøring